Dilatorbehandling i underlivet

Dilatorbehandling ved vaginisme - sådan gør du

Dilatorbehandling ved vaginisme og stramhed i skeden

Skånsom vejledning til udspænding af skeden ved smerter, spændinger og penetration

Oplever du stramhed i skeden, smerter ved penetration eller problemer med at gennemføre samleje, gynækologiske undersøgelser eller tamponbrug? Så kan dilatorbehandling være en skånsom og effektiv metode til gradvist at hjælpe kroppen med at afspænde og udvide skeden.

Hos Klinik for Kvindekroppen arbejder vores GynObs fysioterapeuter dagligt med kvinder, der oplever vaginisme, spændt bækkenbund eller smerter i underlivet. Mange føler sig alene med symptomerne, men tilstandene er langt mere almindelige, end man tror, og der findes hjælp.

Hvad er dilatorbehandling?

Dilatorbehandling er en behandlingsmetode, hvor man bruger glatte stave, også kaldet dilatorer, i forskellige størrelser til gradvist at vænne kroppen til berøring, penetration og udspænding af skeden.

Dilatorerne bruges nænsomt og i et tempo, hvor kroppen kan følge med. Formålet er ikke at presse kroppen, men at hjælpe vævet, bækkenbunden og nervesystemet til gradvist at blive mere trygge ved penetration.

Dilatorbehandling bruges ofte ved:

• Vaginisme
• Stramhed i skeden
• Smerter ved samleje
• Opspændt bækkenbund
• Vulvodyni eller vestibulodyni
• Arvæv efter fødsel eller operation
• Frygt eller smerter ved penetration
• Ubehag ved tamponbrug eller gynækologiske undersøgelser

Hvad er vaginisme?

Vaginisme er en tilstand, hvor musklerne omkring skeden spænder ufrivilligt op ved forsøg på penetration. For nogle gør det penetration vanskelig, mens det for andre kan være helt umuligt. For de fleste er der smerter forbundet med vaginisme, men i nogle tilfælge føles det bare “lukket”.

Mange oplever:

• At skeden føles “lukket” eller meget stram
• Smerter ved samleje
• Problemer med at bruge tampon
• Smerter ved gynækologiske undersøgelser
• Frygt eller spænding før penetration

Vaginisme handler ikke om vilje. Kroppen reagerer automatisk med spænding som en beskyttelsesmekanisme. Derfor handler behandlingen i høj grad om tryghed og gradvis tilvænning.

Hvorfor kan skeden føles stram?

Stramhed i skeden kan skyldes flere forskellige faktorer. For nogle skyldes det spændinger i bækkenbunden, mens det for andre kan hænge sammen med smerter, arvæv, hormonelle forandringer eller tidligere ubehagelige oplevelser.

Kroppen kan begynde at spænde op for at beskytte området, særligt hvis penetration tidligere har været smertefuld eller utryg.

Det betyder ikke nødvendigvis, at skeden er “for lille”. Ofte handler det om, at musklerne og nervesystemet er blevet overbeskyttende og har svært ved at give slip.

Hvordan hjælper dilatorer med at udvide skeden?

ehandlingen skal foregå i et trygt tempo

Dilatorer hjælper kroppen med gradvist at vænne sig til penetration og udspænding uden at overskride kroppens grænser.

Behandlingen kan hjælpe med at:

• Afspænde bækkenbunden
• Øge vævets elasticitet
• Mindske smerter ved penetration
• Reducere frygt og spændingsreaktioner
• Skabe større tryghed i kroppen
• Øge tolerancen for penetration og samleje

Mange oplever, at kroppen langsomt lærer, at penetration ikke behøver være forbundet med smerte.

Man behøver ikke starte med dilatorer

Hvis penetration eller berøring føles meget grænseoverskridende, er det vigtigt at vide, at man ikke behøver starte direkte med en dilator.

For nogle kan første skridt være:

• At berøre området uden på trusserne
• At arbejde med vejrtrækning og afspænding
• At lære området at kende med spejl
• At bruge en finger fremfor en dilator
• At arbejde med tryghed omkring vulva og skedeindgangen

Kroppen lærer bedst, når den føler sig tryg.

Dilatorbehandling og bækkenbund

Mange kvinder med vaginisme eller stramhed i skeden har samtidig en overspændt bækkenbund. Musklerne holder ubevidst igen og kan gøre penetration smertefuld.

Derfor kombineres dilatorbehandling ofte med:

• Vejrtrækningsøvelser
• Afspænding af bækkenbunden
• Udspændingsøvelser
• Berøringsterapi
• Smertelindrende strategier
• Samtale om smerter og kropslige reaktioner

På indånding udvider bækkenbunden sig naturligt og hjælper kroppen med at skabe mere plads og afspænding.

Dilatorbehandling kræver tryghed og tålmodighed

Det er vigtigt, at dilatorbehandling foregår i et roligt og trygt tempo. Målet er ikke at presse kroppen gennem smerte, men gradvist at skabe mere plads, ro og tillid til kroppen. Det er normalt, at processen tager tid. For nogle går udviklingen hurtigt, mens andre har brug for små skridt over længere tid.

Ved underliggende traumer, angst eller tidligere smerteoplevelser kan der være behov for en tværfaglig indsats med eksempelvis GynObs fysioterapeut, læge, psykolog eller sexolog.

Hjælp til vaginisme og smerter i underlivet

Hos Klinik for Kvindekroppen hjælper vores GynObs fysioterapeuter kvinder med vaginisme, spændt bækkenbund og smerter ved penetration.

Vi arbejder med udgangspunkt i tryghed, faglighed og individuelt tilpasset behandling, så kroppen gradvist kan lære at give slip på spændinger og smerter.

Du kan også finde vores guide: “Vejledning i brug af dilatorer – sådan gør du” Her gennemgår vi trin for trin, hvordan du kan arbejde trygt og skånsomt med dilatorbehandling hjemme.


Vil du vide mere om andre smertetilstande?

Læs om Vaginisme

Læs om Vulvodyni

Læs om Smerter i underlivet