Fysioterapeutens råd til urgency
Pludselig tissetrang (urgency) – hvad kan du gøre?
Har du oplevet en pludselig og kraftig trang til at tisse, hvor du føler, at du skal skynde dig på toilettet med det samme?
Så er du ikke alene.
Pludselig tissetrang, også kaldet urgency, er en almindelig udfordring, som mange kvinder oplever. Hos nogle når de på toilettet i tide. Hos andre er trangen så kraftig, at der kommer urinlækage, inden de når frem. Det kaldes urgeinkontinens.
Hvorfor opstår pludselig tissetrang?
Urgency handler ikke kun om blæren.
For mange er det en kombination af kroppens signaler og den bekymring, der kan opstå, når man tidligere har oplevet ikke at nå toilettet i tide.
Det kan skabe en ond cirkel, hvor tanken om ikke at nå toilettet øger stressniveauet, hvilket kan gøre trangen endnu mere intens.
Hvad kan du selv gøre?
Brug bækkenbunden aktivt
Når trangen opstår, kan et fast knib i bækkenbunden i 15-30 sekunder ofte være med til at dæmpe trangen, så du får tid til at gå roligt mod toilettet.
Det kræver naturligvis, at du har styrke og udholdenhed nok i bækkenbunden til at holde knibet.
Hvis du har svært ved det eller samtidig oplever urinlækage, kan målrettet bækkenbundstræning være en vigtig del af behandlingen.
Bevar roen
Det kan være fristende at skynde sig mod toilettet.
Men jo mere kroppen stresser, desto stærkere kan trangen opleves.
Prøv i stedet at:
stoppe op et øjeblik
trække vejret roligt
lave et fast knib (15-30 sekunder)
slippe spændingen i maven
gå roligt mod toilettet, når trangen aftager.
For mange giver kombinationen af et godt knib og mental ro den nødvendige kontrol til at nå toilettet.
3 ting du kan gøre, når trangen kommer
1. Stop op - find kontrollen
2. Knib i 15-30 sekunder.
3. Træk vejret roligt og gå derefter mod toilettet.
Er bækkenbundstræning nok?
For mange kvinder er bækkenbundstræning en vigtig del af behandlingen.
En stærk og velfungerende bækkenbund kan hjælpe med at dæmpe trangen ved at kunne knibe et stærkt og længere knib på 15-30 sekunder og derved mindske risikoen for urinlækage.
Men urgency kan også have andre årsager. Blærens funktion, væskevaner, medicin, hormonelle forhold og andre sygdomme kan også spille en rolle.
Derfor er det vigtigt at se på hele situationen og ikke kun på bækkenbunden.
Slimhinder kan påvirke pludselig bydende tissetrang (urgency)
Tørre og irriterede slimhinder kan være en medvirkende årsag til symptomer som pludselig tissetrang (urgency), urge inkontinens og hyppig vandladning.
Det ses især hos kvinder, der ammer, eller hos kvinder i peri- og overgangsalderen, hvor et lavere østrogenniveau kan påvirke slimhinderne i urinveje og skede.
Hvis du oplever disse symptomer, er det vigtigt at være opmærksom på, at årsagen ikke nødvendigvis kun er blæren eller bækkenbunden. Slimhindernes tilstand kan også spille en væsentlig rolle, og derfor kan det være en god idé at tale med en relevant fagperson.
Du kan læse mere i vores artikel: Tørre slimhinder i skeden – årsager, behandling og fysioterapeutens råd
Hvornår bør du søge hjælp?
Hvis du ofte oplever pludselig tissetrang eller urinlækage, kan det være en god idé at blive undersøgt.
En GynObs fysioterapeut kan hjælpe med at vurdere bækkenbundens funktion og vejlede dig i de strategier og den træning, der passer bedst til dine symptomer.
For mange kvinder kan den rette vejledning være med til at bryde den onde cirkel, så du igen oplever større frihed og tryghed i hverdagen.