Undersøgelse af delte mavemuskler efter graviditet?

Fysioterapeut undersøger delte mavemuskler hos kvinde efter graviditet.

Bør du få undersøgt delte mavemuskler efter graviditet?

Mange kvinder spørger, om de bør få undersøgt, om de har delte mavemuskler efter en eller flere graviditeter.

Det korte svar er: Ikke nødvendigvis.

Hvis du ikke oplever gener, føler dig stærk i din core og kan gøre de ting, du gerne vil i hverdagen og til træning, er der som udgangspunkt ikke nogen grund til at få undersøgt dine mavemuskler.

Det vigtigste er ikke afstanden

Når man taler om delte mavemuskler, kommer fokus ofte til at handle om, hvor mange centimeter der er mellem mavemusklerne.

Men afstanden fortæller kun en lille del af historien.

Når vi undersøger kvinder med delte mavemuskler, ser vi ikke kun på bredden af midtlinjen. Vi vurderer også, hvordan bugvæggen fungerer, hvordan bindevævet spændes op, og hvordan resten af kroppen samarbejder.

Det vigtigste spørgsmål er derfor ikke:

“Hvor stor er afstanden?”

Men snarere: “Fungerer din krop godt i det, du gerne vil kunne?”

Hvornår giver det mening at blive undersøgt?

Det kan være en god idé at få en vurdering, hvis du oplever symptomer eller føler dig begrænset.

Det kan for eksempel være, hvis du:

  • oplever manglende styrke i din core

  • føler dig usikker under træning eller løft

  • har en tydelig bule eller “top” på maven ved belastning

  • oplever andre gener, som du mistænker hænger sammen med bugvæggen.

En undersøgelse handler ikke kun om at måle en afstand, men om at vurdere, hvordan din mave og resten af kroppen fungerer sammen.

Pas på unødige bekymringer

Hvis du søger vejledning, er det vigtigt, at den hjælper dig videre, men ikke gør dig mere bekymret.

Vi møder desværre kvinder, som har fået at vide, at de skal undgå bestemte bevægelser eller aldrig kommer til at træne normalt igen på grund af deres delte mavemuskler.

Det er sjældent en hjælpsom tilgang.

For langt de fleste handler genoptræning om gradvist at opbygge styrke, kapacitet og tillid til kroppen igen.

Der findes ikke ét quick fix

Du vil måske støde på programmer, der lover at “lukke” delte mavemuskler med fire øvelser, et mavebælte eller en bestemt metode.

Virkeligheden er mere nuanceret.

For de fleste kvinder handler genoptræning om at blive stærkere i hele kroppen, ikke kun omkring maven. Derfor bør træningen tage udgangspunkt i din funktion, dine mål og de belastninger, du gerne vil kunne klare i hverdagen.

Målet er ikke nødvendigvis at ændre afstanden mellem mavemusklerne, men at hjælpe dig til at få en stærk og velfungerende krop.

Hvis du ønsker struktureret vejledning, har vi udviklet det online træningsforløb Stærk Kvindekrop, som er målrettet kvinder, der ønsker at styrke core, bugvæg og kroppen som helhed efter graviditet.

Få mere vejledning omkring delte mavemuskler på vores primære side om rectus diastase


Har du brug for mere vejledning og online træning efter fødslen?

Vores GynObs fysioterapeuter har udviklet online genoptræningsforløb til kvinder, der oplever symptomer fra bækkenbunden eller underlivet, herunder nedsunken underliv, eller blot kvinder, som ønsker målrettet vejledning og genoptræning efter graviditet og fødsel.

Du kan læse om vores 2 online træningsforløb og vidensunivers Stærk Mor - Bækkenbund og Stærk Kvindekrop via linket her.