Forværring af symptomer op til menstruation
Hvorfor bliver symptomer fra underlivet værre op til menstruation?
Mange kvinder oplever, at symptomer fra underlivet varierer gennem menstruationscyklussen.
Det kan for eksempel være:
tyngdefornemmelse
inkontinens
en følelse af nedsynkning
uro eller ubehag i underlivet.
For nogle er symptomerne tydeligst i dagene op til eller under menstruationen.
Hormonerne spiller en rolle
En del af forklaringen findes i de hormonelle forandringer, der sker gennem menstruationscyklussen.
Op til menstruationen falder niveauet af østrogen, mens progesteron stiger relativt mere.
Østrogen er blandt andet med til at understøtte vævets styrke, spændstighed og evne til at modstå belastning. Progesteron virker derimod mere blødgørende på kroppens væv, både muskulatur, men også særligt den glatte muskulatur, der findes i vores underlivsorganer; blære, livmoder og endetarm.
Hos nogle kvinder betyder disse hormonelle forandringer, at vævet føles mindre støttende, og at symptomer fra underlivet derfor bliver mere tydelige i denne del af cyklussen.
Det betyder ikke nødvendigvis, at noget er blevet værre
Hvis dine symptomer varierer gennem menstruationscyklussen, er det ikke ensbetydende med, at din bækkenbund er blevet svagere, eller at en eventuel nedsynkning er blevet større.
For mange handler det om, at kroppen reagerer forskelligt på de naturlige hormonelle udsving.
Det er derfor helt normalt, at symptomerne kan være mere udtalte i nogle perioder af måneden og mindre i andre.
Lad symptomerne guide dig
For mange kvinder er symptomer den bedste rettesnor og en måde, for kroppen at fortælle dig, at den potentielt gerne vil have lidt tilpasninger på denne tid af cyklus.
Det kan være den har brug for mindre tunge belastninger og mindre intensiv træning i en kort periode, omend fortsat en masse god bevægelse.
Kan du selv gøre noget?
Ja. For mange kan målrettet træning og genoptræning af kroppen og bækkenbundens funktion være med til at mindske symptomerne generelt. En stærkere og mere velfungerende krop kan ofte bedre håndtere de belastninger, som underlivet udsættes for i hverdagen og i de perioder af cyklus, hvor man oplever symptomer.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at træning ikke altid kan fjerne symptomerne helt. Hvis symptomerne fortsat påvirker din hverdag, eller hvis du er i tvivl om årsagen, kan en individuel vurdering være en god idé. Her kan man afklare, hvilke faktorer der bidrager til dine symptomer, og hvordan de bedst behandles.
Hvornår bør du søge hjælp?
Hvis symptomer fra underlivet påvirker din hverdag, uanset om de varierer med menstruationscyklussen eller ej, kan det være en god idé at blive undersøgt af en GynObs fysioterapeut.
En grundig undersøgelse kan hjælpe med at afklare, hvad der bidrager til dine symptomer, og hvilken behandling eller træning der passer bedst til dig.
Har du brug for mere vejledning, kan du læse om vores online forløb Stærk Mor – Bækkenbund og Stærk Kvindekrop, som er udviklet af vores GynObs fysioterapeuter til kvinder med symptomer fra bækkenbund og underliv.
Har du brug for mere vejledning og online træning for nedsunken underliv (underlivsprolaps)?
Vores GynObs fysioterapeuter har udviklet online genoptræningsforløb til kvinder, der oplever symptomer fra bækkenbunden eller underlivet, herunder nedsunken underliv, eller blot kvinder, som ønsker målrettet vejledning og genoptræning efter graviditet og fødsel.
Du kan læse om vores 2 online træningsforløb og vidensunivers Stærk Mor - Bækkenbund og Stærk Kvindekrop via linket her.