Raynauds Syndrom - hvide fingre, hvide tæer og hvide vorter
Raynauds syndrom – symptomer, årsager og behandling
Raynauds syndrom påvirker op mod 20 procent af befolkningen og ses hyppigst hos kvinder. Tilstanden kan være smertefuld og generende i hverdagen, særligt i kolde perioder, og for nogle kvinder kan den også have betydning i forbindelse med amning.
Hvad er Raynauds syndrom?
Ved Raynauds syndrom trækker små blodkar i fingre, tæer eller brystvorter sig sammen. Det begrænser blodtilførslen og gør fingre eller tæer blege eller helt hvide.
Mange oplever følgende symptomer:
Fingrene bliver stive og føles døde og så gør de ondt
De gør ondt, når de fryser og det gør ondt, når de er ved at tø op. Den sidste proces kan tage lang tid
Der er i langt de fleste tilfælde ikke nogen god forklaring på, at blodkarrene trækker sig sammen
Et anfald udløses typisk af kulde eller pludselige temperaturændringer, men kan også provokeres af følelsesmæssige udfordringer.
Når blodet vender tilbage til området, kan huden skifte farve fra hvid til blå og derefter rød. Denne fase kan være forbundet med dunkende smerter og prikken.
Hvad er årsagen til Raynauds syndrom?
Der skelnes mellem primær og sekundær Raynauds syndrom.
Primær Raynauds er den mest almindelige form og opstår uden kendt bagvedliggende sygdom.
Sekundær Raynauds skyldes en underliggende lidelse, eksempelvis tilstedeværelse af samtidig aterosklerose og/eller bindevævssygdomme.
I langt de fleste tilfælde er der dog ikke en alvorlig årsag bag symptomerne.
Raynauds syndrom og amning
Kvinder, der lider af Raynauds, kan også være påvirket i relation til amning, fordi det kan sætte sig i brystvorterne. Her kaldes det ofte hvide vorter.
Ved Raynauds i brystvorterne kan man opleve:
Skarpe eller brændende smerter under og efter amning
Farveskift i brystvorten, typisk hvid eller blålig
Smerter der forværres ved kulde
Tilstanden kan forveksles med svamp, men behandlingen er forskellig. Derfor er det vigtigt at få en korrekt vurdering.
Forkert sutteteknik kan provokere symptomerne, fordi tryk på brystvorten kan udløse krampe i de små blodkar.
Oplever man smerter eller farveskift i brystvorterne under amning, er det vigtigt at få tilset en ammevejleder. En ammevejleder kan hjælpe med at vurdere barnets sutteteknik og sikre korrekt teknik, hvilket i mange tilfælde kan mindske eller fjerne symptomerne.
Behandling og gode råd
Der findes ingen kur mod primær Raynauds syndrom, men symptomerne kan ofte lindres.
Gode råd ved Raynauds syndrom:
Hold hænder, fødder og brystvorter varme
Brug uldhandsker, uldstrømper og uld ammeindlæg
Undgå pludselige temperaturskift
Brug luffer, ikke handsker også i overgangsperioder
Overvej handsker/luffer med varme
Undgå rygning, da nikotin trækker blodkarrene sammen
Arbejd med eventuel stress eller følelsesmæssig påvirkning.
Ved svære tilfælde kan lægen overveje medicinsk behandling, som udvider blodkarrene.
Hvornår bør man søge læge?
Du bør kontakte læge, hvis:
Symptomerne er meget smertefulde
Du udvikler sår på fingre eller tæer
Anfaldene kun rammer den ene side
Du får symptomer for første gang som voksen
Ved smerter i forbindelse med amning bør man både være opmærksom på Raynauds syndrom og få professionel vejledning, så amningen kan fortsætte trygt og uden unødige smerter.