Hvornår har man delte mavemuskler?

- Faglig blog -

Måling af delte mavemuskler.jpg

Hvornår har man delte mavemuskler og hvor vigtig er afstanden mellem mavemusklerne?

Mennesket fødes med en adskilt linje af bindevæv mellem den lige mavemuskel fra brystben til kønsben. Det er altså en tilstand, vi altid har haft og afstanden er naturligt på cirka 1-2 cm. Babyer fødes med større afstand, hvor man ofte tydeligt kan se den lille toblerone på midten, og det samles naturligt i løbet af de første leveår.

Der er spredt konsensus om hvor stor en deling, der skal til, før vi snakker unaturlig deling. De fleste er dog enige om, at en afstand på 2 cm eller mere på tværs af line alba, kan klassificeres som begrebet rectus diastase.

Hvordan det måles afhænger meget af den person, der udfører målingen og man kan derfor ikke forvente, at forskellige fagpersoner vil måle den eksakt samme afstand. Målingen foregår ofte 5 cm over og/eller under navlen. Omkring navlen er bindevævet anderledes, som en cirkel med et blødere punkt i midten, hvorfor det ikke giver mening at måle lige oven på navlen.

Bindevævet tilstand og funktionalitet er vigtigere end afstanden?

Det er vigtig at slå fast, at bindevævets tilstand, spændstighed og funktionalitet, er væsentlig mere afgørende end selve afstanden. Man kan fx måle afstanden på 2 cm, hvor bindevævet hænger som en “hængekøje” imellem mavemusklerne. Omvendt kan man have en afstand på 3-4 cm med et stærkt bindevæv, der kan overføre spænding og stabilisere som det skal.

De vigtigste er at bindevæv og kerne fungerer sammen i en funktionel kontekst, så man bevæger sig stabilt i når man skal.